Vikingefestival vender tilbage med gratis bus og historiske oplevelser

Vikingeborgen Trelleborg åbner fra 11. til 19. juli dørene til årets Vikingefestival, hvor besøgende kan opleve en levende vikingeverden med historiske boder, madlavning over bål, håndværk og kamptræning.
Festivalen byder blandt andet på det traditionsrige “Slaget om Trelleborg”, hvor over 200 vikingekrigere mødes på slagmarken fra torsdag den 16. til søndag den 19. juli. Kampenes udfald er ikke planlagt på forhånd, og publikum kan følge med i, hvem der vinder dagens slag.
Museumschef Anne-Christine Larsen fremhæver betydningen af den gratis transportmulighed:
“Vi glæder os så meget til at byde publikum velkommen til Trelleborg Vikingefestival i år. Der venter spændende oplevelser for både børn og voksne. I år er det dejligt, at vi igen i år kan tilbyde gratis transport med bus 909. Det gør festivalen mere tilgængelig for både lokale og turister, og samtidig er det en bæredygtig løsning, der passer godt til oplevelsen,” siger museumschef Anne-Christine Larsen.
På festivalpladsen kan børn og voksne blandt andet bage fladbrød, skyde med bue og pil, male skjolde og skrive runer. Cafe Trelleborg står samtidig klar med mad og drikke til gæsterne.
Faktaboks: Vikingefestival 2026
- Afholdes ved Vikingeborgen Trelleborg fra lørdag 11. juli til søndag 19. juli.
- Festivalpladsen er åben dagligt kl. 10-17.
- Over 1000 vikinger fra ind- og udland deltager.
- Slaget om Trelleborg finder sted 16.-19. juli kl. 13-14.
- Gratis buslinje 909 kører mellem Slagelse Station og festivalpladsen.
- Entré: 150 kr. for voksne og 50 kr. pr. dag for børn under 18 år.
- Parkering er gratis ved museet eller på markerede områder ved Hejningevej.






Accepter kun nødvendige cookies