Frie grundskoler løfter flest elever fagligt

Friskoler og private skoler er bedst til at løfte elevernes faglige niveau. Det viser en ny analyse baseret på tal fra Undervisningsministeriet og egne beregninger. Mange folkeskoler løfter også eleverne mere, end deres baggrund tilsiger, mens de fleste efterskoler trækker elevernes karakterer ned.
I den 3-årige opgørelse for afgangseleverne i 2023/2024, 2024/2025 og 2025/2026 har 64 procent af de frie grundskoler en positiv undervisningseffekt. For folkeskolerne er andelen 40 procent, og for efterskolerne 13 procent.
Undervisningseffekten er forskellen mellem det karaktergennemsnit, eleverne faktisk får, og det, man kunne forvente ud fra deres socioøkonomiske baggrund. Analysen tager dermed højde for, at det er lettere for skoler med mange elever fra ressourcestærke hjem at opnå høje gennemsnit.
Forskningschef Karsten Bo Larsen fra CEPOS fremhæver forskellen mellem skolerne:
”Der er en betydelig forskel på præstationerne i landets svageste og landets stærkeste skoler. Den stærkeste skole har opnået et fagligt løft af eleverne som ligger ca. 3 karakterpoint højere, end hvad den svageste skole har opnået, når der vel og mærke er taget højde for elevernes socioøkonomisk baggrund.”
Ifølge Karsten Bo Larsen er det et mønster, der går igen:
”Generelt set findes et mønster hvor de frie grundskoler er bedre til at løfte deres elever fagligt end hvad folkeskolerne præsterer, hvilket er et mønster, som vi har set, hver gang vi laver analysen.”
Han peger på, at resultaterne er særligt interessante i lyset af debatten om en krise i folkeskolen:
”Vores opgørelse tyder på, at folkeskolerne kunne hente meget nyttig inspiration hos de frie grundskoler.”
CEPOS har fundet billedet med bedre resultater hos de frie grundskoler i stort set alle analyser de seneste 15 år. Forskningschefen undrer sig over den manglende interesse for at undersøge, hvad folkeskolerne kan lære af dem:
”Det er faktisk ret vildt, at man ikke interesserer sig mere for, hvad folkeskolen kan lære af de frie grundskoler.”
Fakta: Undervisningseffekten
- Børne- og undervisningsministeriet beregner hvert år socioøkonomiske referencer for de danske skoler.
- Elevernes præstationer sammenholdes med deres socioøkonomiske baggrund, blandt andet forældrenes uddannelsesniveau og indkomst.
- Undervisningseffekten er forskellen mellem elevernes faktiske karaktergennemsnit og det forventede ud fra baggrunden.
- Er undervisningseffekten nul, giver skolen eleverne et gennemsnitligt fagligt løft. Jo højere over nul, desto bedre er skolen til at udvikle eleverne fagligt.
- En undervisningseffekt på 1 betyder, at elevernes gennemsnitlige afgangskarakter er 1 point højere end forventet.
- Nogle skoler løfter eleverne knap halvanden karakter mere end forventet, mens andre ligger godt én karakter under. De fleste skoler ligger mellem +0,3 og -0,3.
- I den 3-årige opgørelse har 64 procent af de frie grundskoler, 40 procent af folkeskolerne og 13 procent af efterskolerne en positiv undervisningseffekt.






Accepter kun nødvendige cookies